Mor med dårlig samvittighed

Det er ca 2 uger siden, at Nohr blev syg, og han er først lige blevet frisk igen. Han har været væk fra vuggeren i en uge, og er først nu blevet lidt mere interesseret i maden igen. Han spytter dog for det meste maden ud, i stedet for at synke den. Desuden vil han hele tiden have bryst – hvilket jeg jo forstår med alle de ting der sker lige nu! Men hold nu fast!!! Jeg føler nogle gange jeg slet ikke kan kende ham mere! På nogle punkter har han mistet sin nysgerrighed, og sin interesse for at gå på opdagelse alene. Han er helt klart blevet ramt af seperationsangst, efter han er startet i vuggestuen, og det får mig bare til at føle en masse ting jeg ikke burde føle!

For det første føler jeg en ekstrem dårlig samvittighed, fordi vi jo er nødt til at aflevere ham hver dag, hvis vi skal tjene penge og have en uddannelse. Men ALT strider imod det inden i mig! Det eneste jeg føler er det rigtige, er at gå hjemme et år mere minimum, for at han kan udvikle sig som han plejer. Især når jeg efter en hyggelig dag med verdens bedste mødregruppe, ser hvor meget der er sket med deres vidunderlige drenge den seneste måned! En har taget de første skridt, en anden leger med en tydelig forståelse for hvad der sker, og interesse i at kopiere, en tredje kan nærmest spise selv, også selv om det ikke er mos og grød! Jeg var slået helt bagud over så meget de ligepludselig kan, mens Nohr ikke er kommet et hak videre i mine øjne. Tværtimod er det gået baglæns med ham! Jeg ved godt det er HELT normalt! Men mit moderhjerte og faktisk også mit pædagoghjerte græder! Det er min skyld hans udvikling er gået i stå. Det er min skyld han efterhånden græder mere og pylre mere end han plejer. Det er min skyld han sover dårligere om natten, og så var det oven i købet også min skyld at han blev syg i første omgang… Alt sammen fordi man kun må have 12 måneders barsel på SU…. Der er så meget snak om det, med at få børn under uddannelsen, og jeg er stadig stor fortaler for det! For bare den her måned har jeg kunnet mærke hvordan man kan tilrettelægge sin egen dag meget mere til fordel for ens barn! Men at skulle komme tilbage på studie inden han er fyldt 10 måneder stikker imod alle principper enhver mor burde have!

For det andet føler jeg stadig en kæmpe sorg over, ikke at være sammen med min fantastiske søn hele dagen, og at skulle stole på at andre voksne kan give ham den tryghed og nærvær han så tydeligt har brug for lige nu! Jeg priser mig i hvert fald lykkelig over at jeg kender vuggestuen og de fleste pædagoger så godt!
Nohr er den seneste måned gået fra at være en udelukkende smilende, grinende, nysgerrig dreng som har mod på livets udfordringer, og jeg var ikke sekund i tvivl om, at han ville klare opstarten nemt – til nu at have gemt de sider lidt af vejen (ikke fuldstændig, vil jeg lige gøre opmærksom på!), til fordel for en masse følelser – både kærlige følelser, som jo i og for sig er rigtig dejligt! Men også en masse følsomhed! Der skal ingenting til før han græder! Han skal nærmest bare snitte hovedet mod undersiden af bordet, og så stikker han i et hyl! Når der er noget han ikke lige kan regne ud med det samme pylre han, og “beder om hjælp” i stedet for at undersøge, hvordan han løser det. Det er bare sådan nogle små ting, som gør, at han i mine øjne er blevet en helt ny dreng. Og det er alt sammen en masse følelser der er dukket op, inden for de sidste par dage.

Måske er det bare fordi han har været syg, at han ikke har været sig selv. Måske er det opstarten der sætter tingene lidt på stand by, og måske kommer hans “gamle jeg” tilbage igen om nogle måneder. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at hvis jeg vandt i lotto (og her tænker jeg ikke bare 50kr, men sådan gerne +20-30 millioner!) , så ville jeg ikke tvivle et sekund på hvad jeg ville gøre! Så ville jeg nemlig være hjemmegående!

Så tænker du sikkert, jamen hvorfor pylre du så meget tøs! Gør dog noget ved det! – og selvom jeg VIRKELIG gerne ville, så vil jeg samtidig også bare gerne have den her uddannelse! Selvom lønnen nærmest kan sammenlignes med en, som er frivillig men som får kost og logi, så er arbejdet som skolepædagog bare det fedeste i verden! Desuden så vil Kenneth og jeg jo også gerne SNART væk fra vores lejlighed, og arbejder hårdt på sagen, men det kræver altså at jeg har et arbejde, som jeg er uddannet i.

Men bare den uge her, hvor han ikke har været i vuggestue, har allerede givet lidt tilbage af den Nohr han var før. Men på mandag starter vores hverdag for alvor! Kenneth skal starte på arbejde igen, og jeg har jo ikke helt sommerferie endnu. Og selvom det kun er for en uge, så får vi altså en forsmag på, hvad det vil sige at have ulvetime, og at komme ud af døren om morgenen med et barn der skal afleveres – og have en stille, rolig og god oplevelse med det, og stadig nå at møde ind til klokken 8… jeg glæder mig ikke!

Så kan man snakke om at det jo også er enormt givende for Nohr at være i vuggestuen, men lige nu synes jeg bare det er enormt synd for ham!

Puha, det blev lige lidt længere og lidt mere følelsesladet end forventet! Jeg ved godt, at det med tiden bliver bedre, og det glæder jeg mig til! Nu skal vi bare nyde sommeren og det dejlige vejr, og glæde os over at jeg kan have ferie med ham i 5 uger og Kenneth er med i de 3 af dem!

Tak fordi du ville læse med??

Opstarten i vuggestue og på studiet!

Nu er jeg startet på studiet igen, og Nohr har efterhånden haft en del dage i vuggestuen, hvor han man succes har sovet formiddagslur der. Så hvordan er det at komme i gang igen, efter barsel? Og hvordan tager den lille mand det, at være væk fra mor og far? Det vil jeg lige forsøge at sætte nogle ord på her!

Jeg synes det var ekstremt hårdt at komme begynde på studiet igen! Man skulle lige finde sin rytme, i forhold til at skulle være studerende, og huske alt den teori man tidligere har lært. Jeg skulle lige pludselig også til at præstere overfor fremmede mennesker, som ikke vidste, hvad jeg egentlig kunne – og nok egentlig stadig ikke helt ved det? Min hjerne er stadig på barsel. Jeg bliver så tit forvirret over hvad vi skal lave, og har svært ved at finde min egen struktur til at komme videre. Heldigvis har jeg verdens bedste mand, som også er ekstremt dygtigt til det han laver, og til at hjælpe og guide mig i den rigtige retning. Jeg kan mærke at tid er blevet en helt anden faktor for mig. Jeg bliver så irriteret, når jeg skal sidde og bruge tid på noget i skolen, som jeg føler er spild af tid, og som ikke kan bruges til den opgave vi skal lave. Så vil jeg hellere komme hjem, og være sammen med Nohr og Kenneth. Jeg vil hellere nå at få handlet og lavet mad, så der er tid til at være sammen som familie. Men når vi arbejder på det vi rent faktisk skal bruge til noget, har jeg svært ved at finde mit fokus. Jeg ved det bare er opstarten, for jeg ved hvad jeg kan, og jeg ved hvordan jeg plejer at arbejde effektivt. Jeg skal bare lige finde vejen dertil og få ryddet op den, for den er blevet rodet, efter ikke at have været brugt i et år! Tilgengæld er det så dejligt at komme hjem, til mine drenge, som sender mig det største smil når jeg træder ind ad døren! Det er uvurderligt, at kunne mærke hvor savnet og elsket man er af sin egen søn! Når det så er sagt, så ville jeg da ønske, at jeg kunne gå hjemme sammen med ham hver dag. Men jeg ved også, at han bliver mere udfordret ved at være i vuggestuen, og møde nye venner.

Nohrs opstart har været super god! Han har bare været så nem og jeg føler det er kørt på skinner! De første gange, hvor Kenneth var der hele tiden, var han selvfølgelig rigtig tryg, og legede rigtig godt! Efter nogle dage, ville de forsøge at få ham til at sove formiddagslur der. den første gang lykkedes det desværre ikke. Vi havde haft en skør morgen herhjemme. Jeg havde ikke fået gjort min cykel klar, så jeg var nødt til at blive kørt, for at kunne nå i skole til tiden. Men Nohr nåede ikke  at få morgenmad inden vi tog afsted, så det skulle de hjem og have bagefter. Vi kunne mærke at det forvirrede Nohr at skulle ind og ud af bilen så mange gange om morgenen, og det har højst sandsynligt været det, der var årsagen til at det ikke lykkedes. For dagen efter fokuserede vi på at give Nohr den bedste morgen hjemmefra. Det var en succes! Han faldt i søvn uden de skulle stå og vugge ham, og han sov næsten en time. Det synes jeg var ret sejt, og vi var så stolte af den lille mand! Nu har han efterhånden sovet der nogle dage, og jeg tror ikke det varer længe, inden han kan være der hele dagen. Jeg tror dog at vi vælger lige at nyde, at Kenneth også er hjemme og kan hygge med ham derhjemme. Det har allerede givet dem begge så meget, at de er bare de to uden mor her!

Jeg synes dog det er hårdt, at jeg stadig ammer. Og jeg hader, at jeg har det sådan. for det er jo ikke unormalt at amme sit barn, der ikke engang er 1 år gammel endnu! Men jeg kan virkelig mærke, at Nohr har brug for meget mere tryghed og nærvær! Når vi putter om aftenen, vil han gerne holdes om, og han søger efter brystet om natten, for at bruge det i stedet for sutten. Det gør han som sådan også om dagen. Når jeg kommer hjem, går der maks en halv time, inden han vil have mælk. Og så bruger vi lang tid på bare at sidde og hygge med at give babs. Så kigger han lidt på tv’et, så spiser han lidt, så kigger han lige på mor og far, griner lidt, spiser lidt mere osv. Hvis jeg pakker det væk, bliver han ked af det. Han har simpelthen bare brug for at have fri adgang det første stykke tid efter jeg er kommet hjem. Og det får han lov til! Jeg nyder friamningen lige nu, for jeg ved det giver ham den tryghed og det nærvær han har brug for. Måske har i også lagt mærke til, at jeg ikke er så aktiv på instagram lige i tiden? Det er simpelthen fordi jeg ikke lyst til at sidde med telefonen når jeg er hjemme. Så sætter jeg større pris i at fordybe mig i en leg med Nohr og Kenneth!