Kærestetid!!!!

Mens jeg var gravid, kom traileren for Thor Ragnarok frem. Kenneth og jeg er ultimative Marvel fans, og specielt Thor er vores favorit. Eftersom den havde præmiere i starten af oktober, satte vi os et mål om, at vi ville ind og se den engang i november, når Nohr var omkring de 3 måneder. Dette mål var rigtig dejligt at have i baghovedet, når det hele føltes som om man stod med lortebleer til op over begge ører, og der ikke var mere plads til beskidt vasketøj i vasketøjskurvene. Vi snakkede ofte om, inden vi skulle sove, at vi glædede os til at vi skulle ind og se den film, og være bare os to igen et par timer. Man bliver jo nærmest slået ned af påmindelser om, at man skal huske hinanden efter man har fået børn, og at det er vigtigt med kærestetid uden barn, så den aftale her var rigtig vigtig for mig! Ja, det er jeg sikker på, at den var for os begge to!

Så blev det premiere dato, men vi vidste godt, at der stadig ville gå en månedstid inden vi ville komme ind og se den. Jeg havde på dette tidspunkt ikke fået malket noget mælk ud – faktisk var dette helt uoverskueligt for mig! Hvordan skulle jeg nogensinde få malket noget som helst ud, og stadig have mad til ham. Jeg ville jo ikke risikere, at jeg endelig havde malket en god portion ud, og han så ville mangle det resten af dagen. Heldigvis sov han 7 timer en nat – ja jeg ved det, Nohr er urimelig let, så jeg klager ikke! 😀 – men efter en nat hvor jeg slet ikke havde givet ham mad, var begge bryster ret spændte, og han var ret sulten. Han tømte det ene, og spiste meget lidt at det andet. derfor kunne jeg nu med god samvittighed malke resten ud og fryse ned. HURRA! Så var der i hvert fald 60ml, og hvis jeg ikke fik malket mere ud, kunne han få erstatning hvis han manglede mere. For det så ikke skal være løgn, så gik der ikke mere end et par uger, før han tog en lang nat igen, og jeg igen kunne malke mere ud! Nu havde jeg 120ml, og følte mig for alvor klar, til en kærestetur i biografen!

Vi snakkede med Kenneths mor og far, om at de skulle passe Nohr et par timer, den efterfølgende weekend, og vi glædede os! Endelig skulle vi prøve et par timer hvor vi bare var os! Men…. Godt nok er Nohr en nem baby, men da weekenden nærmede sig, begyndte mit ene bryst at gøre ondt. Jeg havde fået brystbetændelse og feber (Det kan du læse mere om her). Øv, vi måtte vente! Og vi skulle faktisk vente længe, for ugen efter havde vi familie planer på Sjælland. Og sådan fortsatte det hele november måned! Hver gang vi havde tænkt, at nu skulle det være, så kom der noget i vejen. Vi havde faktisk opgivet, at nå vores mål, som vi satte allerede da traileren for filmen startede. Øv….

Men en dag i december tjekkede Kenneth om filmen stadig gik, og det gjorde den!!!! Vi forstod det ikke helt, for det var jo over to måneder siden den havde præmiere. Men endelig kom vi afsted, og det var et helt perfekt tidspunkt! Det var nemlig på vores 8-årsdag! Så romantisk altså!

Jeg selv var mega stolt! Men det dejligste var, at vi på ingen måde var i tvivl om, at Nohr havde det godt hos sin farmor og farfar. Men selvom jeg vidste det, så var det alligevel lidt svært at være der 100% sammen med Kenneth. Men det føltes godt, at være bare os to igen.

Jeg glæder mig rigtig meget, til endnu flere kærestedage, og er så mega stolt over at have taget det skridt, at Nohr nu kan blive passet nogle timer!

GemGem

Da jeg fik brystbetændelse…

Dagen starter godt. Nohr har sovet godt om natten, og jeg har masser af overskud! Jeg går og rydder lidt op og gør rent, for jeg skal have besøg af mødregruppen for første gang dagen efter – og jeg glæder mig til at vise hvordan jeg bor! Ved middagstid kan jeg mærke jeg pludselig bliver lidt svimmel. Jeg tænker jeg nok bare har brug for noget at drikke og spise, så jeg laver lidt mad. Da jeg er færdig med at spise fortsætter jeg rengøringen. Jeg har ikke fået det bedre. Faktisk har jeg fået det værre. Jeg kan mærke jeg begynder at få feber. Mit ene brydt er lidt ømt, men tænker ikke videre over det. Jeg ringer til Kenneth og hører om han ikke kan undvære en træning den dag, for jeg har det ret skidt. Sød og dejlig som han er, så køber han is og slik med hjem så jeg kan få noget hurtig energi. Da han kommer hjem spørger han mere ind til brystet, da jeg nævner for ham, at det er en smule ømt. Vi kigger på det – for det havde jeg jo ikke selv tænkt på, at man kunne! 😀 og ganske rigtigt, så var det ildrødt… ork! Der fandtes ikke nok grimme ord i denne verden der kunne beskrive hvor træt af livet jeg var på det tidspunkt!

Vi vidste at varme og en masse amning ville kunne gøre det bedre, så vi så tiden an inden vi aflyste med mødregruppen, eller ringede til lægen.

Dagene efter dette er faktisk ret slørede for mig, for ikke alene havde jeg brystbetændelse, jeg var også på vej ned i det dybeste sorte hul jeg nogensinde har været i, og for lige at gøre metaforen her endnu mere tydelig, så var der ingen der havde en stige der var lang nok til at få mig op fra det hul. Mere om det senere

Vi tog til lægen – jeg mener det var dagen efter – mht. brystebetændelsen. Hun kiggede ikke engang på brystet, og vurderede, at jeg kunne fjerne det med varme bade, amning og udmalkninger. Jeg selv var ikke helt tryg ved situationen, for jeg havde stadig feber, og absolut intet overskud til at være en mor! Hvordan skulle jeg så have overskud til også at gå i bad flere gange dagligt, lægge Nohr til brystet når han ikke var sulten, og presse betændelse ud af brystet, som gjorde AFSINDIGT ondt!

Hun kunne se min bekymring, og lavede en ?wait-and-see? recept på penicillin, og sagde til mig, at hvis jeg fik det værre, kunne vi altid hente dem på døgnapoteket. Men hvad er ?få det værre?, når man allerede havde feber? Jeg tænkte bare at min feber nok ikke måtte blive værre end den var. Jeg havde på det tidspunkt næsten 39 i feber. Om aftenen kom Kenneths mor og far og lavede mad til os, for det havde jeg absolut ikke overskud til! Hurra for familie endnu engang!

Dagen efter skulle Nohr have sin 3 måneders vaccine, så vi skulle heldigvis ind til lægen igen. Nu siger jeg heldigvis… det gør jeg simpelthen fordi, jeg spurgte om hun lige havde tid til at kigge på mit bryst. Da hun så det, var hun slet ikke i tvivl! Jeg skulle på penicillin, og det skulle helst have været i går! Når man begynder at få feber grundet betændelsen, så kan varme bade og udmalkninger ikke gøre det alene. Jeg fik lidt overskud igen, for nu så jeg endelig lyset for enden af tunnelen! Skønt! Og Nohr reagerede ikke på sin vaccine, og blev heller ikke påvirket af penicillinen i mælken! Hurra! Verdens sejeste dreng altså!

Dagen efter var jeg alene hjemme. Efter Nohr havde spist af det betændte bryst, ville jeg malke noget af betændelsen ud. Det gjorde som sædvanligt mega ondt, så jeg sad og græd lidt for mig selv, mens Nohr lå og kiggede op på mig. Jeg græd lidt mere, for jeg kunne se han bare så gerne ville leges med, og jeg følte mig som verdens dårligste mor! Han var virkelig blevet forsømt – eller det følte jeg, for vi havde jo ikke været uden for døren i 5 dage. Vores liv foregik på sofaen foran fjernsynet. Jeg spiste ikke helt så godt, for orkede ikke gå ned og handle. Da de ting var gået op for mig, kunne jeg slet ikke stoppe med at græde. Jeg tog ham med ned på legetæppet, og legede med ham mens jeg græd og græd. Han kunne jo godt se og mærke at jeg ikke var okay, så han syntes jo heller ikke det var skide fedt, at ligge der. Så jeg ringede til Kenneths mor. Jeg vidste hun var i Aalborg, og derfor kunne være der ret hurtigt. Det var de længste 30 minutter i mit liv! Jeg sad med Nohr i sofaen og stortudede! Jeg kunne på det tidspunkt ikke mærke hvorfor, jeg kunne bare ikke stoppe. Når jeg græder hader jeg at Nohr kigger på mig, for jeg vil så gerne være den der overskuds-agtige mor, som har tid og overskud til lange gå ture, og en masse babyvenlige aktiviteter, mens hjemmet er ryddet og maden er klar når det er aftensmadstid. Det er jeg bare ikke. Jeg er den vildeste hjemme-narkoman! 😀 anyway! Det er en anden historie!

Kenneths mor kom ind af døren, og jeg brød fuldstændig sammen! Jeg græd så meget, at jeg nærmest ikke kunne snakke… efter lidt tid fandt vi frem til, at jeg nok følte mig lidt ensom. Jeg har stadig svært ved at acceptere det, når følelsen kommer, for jeg synes bestemt ikke jeg er en svag person! Og jeg føler mig svag, når jeg siger ?jeg føler mig ensom?. Desuden føler jeg, det er den dummeste følelse, for jeg er jo ikke alene! Nohr er med mig dagen lang, og Kenneth er jo også hjemme om aftenen. Men det gik op for mig, at min dag handlede om, at jeg skulle huske at spise så jeg havde mad til Nohr, og så ellers bare vente på at Kenneth kom hjem. Jeg savner ham så ubeskriveligt meget når han er på arbejde! Og den følelse bliver mere ekstrem når jeg bare sidder og kukkelurer derhjemme bag hjemmets fire vægge… Som sagt tidligere, så er der ingen der har en stige, som var lang nok – heller ikke mig selv. Den skal jeg selv bygge. Og jeg er godt på vej! Der mangler ikke mange trin på stigen. Jeg er begyndt at nyde en lang gåtur. Før følte jeg, at jeg kunne spilde tiden, fordi jeg hellere ville vaske noget tøj, se en film, lave noget lækkert mad, spille lidt på computeren, tage et bad osv. Altså bare lige være mig lidt. Nu sætter jeg pris på den friske luft, fordi jeg ved det er godt for mig, ligesåvel som det er godt for Nohr. Jeg kan finde på, at tage bussen ind til byen, selvom jeg ikke skal noget derinde. Og så har vi flere madaftner med Kenneths mor og far. Min egen mor og far er lige blevet færdig med at lave nyt køkken, så dem får vi forhåbentlig også mere tid til at se. For dem savner jeg også – jeg savner især, at de skal se mere til Nohr.

Til slut så kan indlægget om de gode stunder hjælpe lidt på en trist og grå dag. Og når Kenneth snupper ens telefon og tager de sødeste billeder, så bliver man altså også bare lykkelig!

Er jeg en hønemor?

Nu hvor Nohr snart er ved at være 4 måneder, så er morrollen efterhånden ved at finde sin plads. Jeg troede jeg ville være sådan rigtig cool, og bare kunne smide ham over i andres arme, og gå mig en tur. Men sandheden er, at jeg bare har det bedst, når han er ved mig. Jeg elsker at se ham med sine bedsteforældre og sin moster, tante og onkler, men det kildre sådan i mine fingre, når han er ved andre! Nogle ville måske kalde mig hønemor, og det tror jeg faktisk, at jeg også selv ville!

Man siger at så længe ens barn er spæd, så kan man ikke forkæle dem. Og det nyder jeg meget godt af! Han får alt den opmærksomhed jeg kan give ham, vi hygger os og pludre selvom han spiser, han skal ikke beklage sig alt for meget før jeg ændre forholdene for ham – ja det kunne måske godt lyde som en bjørnetjeneste, men jeg udfordrer ham selvfølgelig også! Han har lige vendt sig fra ryggen til maven, og han er altså ikke blevet de 4 måneder endnu! Det tror jeg vidst er ret okay :D.

 

Jeg ved ikke om det er hønemor-agtigt eller om det bare er generelt noget man gør som mor, men jeg bekymrer mig om ALT! Er vores bæresele god nok? Hvorfor gylper han så meget i dag? Overstimulerer jeg ham, hvis vi er ude af hjemme hele dagen? Understimulerer jeg hvis jeg lige rydder op og gør lidt rent den næste times tid? Ja, spørgsmålene vil ingen ende tage! Og specielt spørgsmålene om hvorvidt man under- eller overstimulerer dukker op flere gange dagligt! Jeg har efterhånden besluttet mig for at det må være bedre at overstimulere en gang i mellem, end det er at understimulere. Men ingen af delene er jo mega godt… det kommer nok med tiden, at man lærer hvor grænsen er.

Jeg har et mål om at løvemoderen er okay når Nohr bliver lidt ældre. Her skal jeg lære at kunne se ham begå nogle fejl og tage ved lære af dem. Så står jeg klar til at slikke hans sår (i overført betydning selvfølgelig)

Men for at være ærlig, så tror jeg faktisk at størstedelen af nybagte mødre starter ud som hønemor. Det er nok bare ikke dem alle sammen der bliver ved med at være det.

Alle de gode stunder!

Ofte hører man hvor hårdt det er, at have et lille barn. Lidt sjældnere hører man om alle de gode stunder der også følger med. Så her får I lige et udpluk af det der gør mig lykkelig i hverdagen med Nohr!

Morgenerne! Efter den sidste natamning, lægger jeg altid Nohr mellem Kenneth og mig, så vi sover den sidste del af natten sammen. Selvom jeg ikke sover særlig godt, så er det nu altså ret hyggeligt! Det betyder nemlig også at vi vågner ved siden af hinanden inden vi bliver klar til at stå op. Her snakker og pludrer vi om hvad vi har drømt – altså I ved sådan en samtale hvor jeg snakker og Nohr bare pludre lidt med :D. Nohr kommer med en masse smil… og nårh ja! Så får jeg også en del slag i ansigtet af hans arme, som han ikke helt har styr på endnu. Jeg elsker det! Han spræller og sparker! Han elsker når man smider dynen over ham, og han så selv sparker den af.

Hver gang han smiler og griner! Behøver jeg sige hvor fortryllende det er? Livet giver bare mening på et helt nyt niveau, når ens barn smiler og griner til en!

Alle hans mange lyde! Nohr snakker en del! Især når han har legetøj i hånden og undersøger det med munden. Han snakker jo ikke med rigtige ord endnu, men nærmere sådan en masse ?ååååh? og ?mmmmm? lyde. Tit larmer han så meget, at man ikke kan høre fjernsynet! Ja altså jeg har fjernsynet tændt hele dagen. På den måde kan jeg gå og larme lidt når han sover, uden at lidt larm og støj vækker ham. Det er rimelig praktisk!

Nu hvor jeg lige nævnte hans mange larmende lyde, så sætter jeg altså også pris på en stille stund! Når han begynder at blive godt træt, så elsker han at sidde og putte, eller kigge på fjernsynet med sutten i munden. Så sidder han sådan helt sødt foroverbøjet og stirre på tv?ets mange farver og billeder. Det er hyggeligt med lidt afkobling fra virkeligheden!

Da Nohr var omkring 1,5-2 måneder, nød jeg ikke altid amningen. Dengang synes jeg det føltes som et stykke arbejde, der skulle udføres, planlægges, og nogle gange times. Nu elsker jeg at se ham spise! Ofte tager han fat i bh-stroppen og rykker i den mens han spiser, og der er ret sødt! Jeg tror også jeg sætter ekstra pris på amningen lige i tiden, fordi jeg ved, at det ikke varer længe inden han skal vænnes til fast føde. Jeg glæder mig til at gå og lave grød og mos til ham, men jeg nyder også tiden lige nu, hvor adgangen til mad stadig er let og lige til.

Nogle dage har Nohr bare brug for nærhed og tæt kontakt. De dage elsker jeg! For det betyder hygge, afslapning og lure sammen på sofaen! Og det bliver aldrig kedeligt!

Når Nohr viser, at han udvikler sig! Det første smil, den første gang han greb om noget, da han vendte sig selv, når hans lyde tager et nøk op i hvor avanceret det er for han at snakke osv. osv. Hver gang han udvikler sig, kan man se, at man gør noget rigtigt, og det er den ultimative følelse!

 

Generelt bare alt det, der gør Nohr til Nohr! Vi elsker den lille skid, og jeg kan og vil slet ikke forestille mig hvordan vi kan leve uden ham! Nok er det hårdt nogle gange at være mor, men alle de gode stunder, man oplever flere gange om dagen, gør at det er det værd!